tirsdag, januar 21, 2014

Sidste nyt

Hvis sandheden skal frem. 

En forsættelse af romanen " Det som ingen ved". En selvstændig fortsættelse man sagtens kan læse alene, men ikke uden at gå glip af en fantastisk optakt til en families historie. 

Det er min tids historie, der oprulles i denne fantastiske roman. Anne Lise Marstrand-Jørgensen gør det så godt, at jeg mange gange tager mig selv i en stille jublen: " ja ja, det var sådan det var". 

Det er historien om de svære livsvalg, de skrammer vi får af hinandens og familiens valg. Det er kvindernes frigørelse, den seksuelle frihed og den pris livet har. 

De tre søskende Marie- Louise, Flora og Martin vokser op og bliver voksne i skyggen af en familieløgn. Tiden er til eksperimenter med sex, stoffer og det frie liv. Vi møder familien i de nye parcelhuse, kollektiverne og de rodløses flakken rundt. 

Læs den og nyd den - og giv den til en du holder af. En stor læseoplevelse venter. 

Mette Hjarbæk 

søndag, december 04, 2011

Der er liv...

Jeg læser så meget. Helt vildt meget faktisk. Desværre sniger jeg mig ikke forbi her ofte nok. Så derfor bliver det her en opremsning med noter..

Læs: Julie Hastrup, En torn i øjet og Det blinde punkt. God dansk krimi. Jeg lyttede dem og helt ærligt så ville jeg ha' foretrukket at læse den første. Oplæsningen var pænt ærgelig men nu var det sådan. Nummer to blev læst af Ellen Hillingsøe og det var en fornøjelse.

En konklusion må være, at det betaler sig for forlagene at bruge trænede stemmer. Jeg har stor respekt for de mennesker der bruger tid og kræfter på at indlæse bøger så mennesker med forskellige læsehandicap også kan læse bøger - men jeg syntes faktisk at der må være "lytte" redaktøre der sikrer dem en god oplevelse også.

Læs Slangehuset af  S. J. Bolton - en fantastisk spændende engelsk krimi. Til tider så uhyggelig at jeg overvejede at holde mig for ørene.... som om. Men det er ikke for mennesker med et anstrengt forhold til slanger.
Den unge dyrlæge Clara bliver indblandet i en mordsag med mange facetter. Hun bliver selv et mål for skumle hensigter.

Læs: Fatimas hånd af Ildefonso Falcones.En roman af forfatteren til Havets Katedral. En roman om forfølgelsen af muslimerne.

mere følger...

torsdag, september 22, 2011

Strindbergs Stjerne

Anmeldelse:  STRINDBERGS STJERNE
Af Jan Wallentin
Oversat af Birgitte Steffen Nielsen
Gyldendal 2011.

Strindbergs Stjerne er ifølge eget udsagn en spændingsroman. Man kan med rette også kalde det en konspirationsroman, en krimi, en historisk roman osv. Alle disse forskellige genretræk betyder, at man skal holde tungen mere end almindelig lige i munden.
Og den er spændende og indviklet – til tider meget indviklet.  En historiker med et misbrug, en køn advokat med hang til spadseredragter. Hemmelige broderskaber og spor fra fortiden, religion, sex og politik. Og ikke mindst, unge kvinder med særlige evner.
Det hele starter med en kvalmende klaustrofobisk dykkertur i en forladt mine. Jeg kunne både se, smage og lugte råddenskaben i mineskakten. Forfatteren formår at beskrive scenarierne levende og detaljeret.
Når alt er sagt, skrevet og ikke mindst læst – så har vi været der før. Romanen vil for meget. Den vil være en Dan Brown med historikeren der kæmper mod Broderskabet og den hemmelige loge – ligesom  Lisbeth Salander nu i skikkelse af Hex og Elena træder tydeligt frem. Det behøver ikke at være negativt men i dette tilfælde er det utrolig markant og det får betydning for min læseoplevelse.  Selvom romanen er spændende og egentlig også velskrevet er det svært at holde fokus undervejs.
Jeg er ikke i tvivl om at mange får en fantastisk læseoplevelse og der er dømt sofa og skumringslæsning af høj kvalitet.

........


mandag, august 01, 2011

Tre hundes nat


Jeg var så heldig at få Tre hundes nat hentet da den blev tilbudt af DR's læseklubber. Og efter endt lytning føler jeg mig ok underholdt.
Jeg gik død i Dicte og hendes univers inden Peter Boutrup blev rigtig introduceret så der gik lang tid inden den familiemæssige side af romanen gik op for mig - heldigvis....
Danmark er et meget meget lille land og alle kender alle. Ihvert tilfælde hvis man læser Tre Hundes nat. Det gælder både i det kriminelle miljø, indenfor kriminalforsorgen og politietaten.
Og til en vis grænse tror jeg på, at det gælder i virkelighedens Danmark. Men jeg har svært ved at tro at disse cirkler også har så mange krydsforbindelser til hinanden. Men lad nu det ligge.
Peter Boutrup er lækker - det tror jeg på. Ligesom beskrivelsen af lokalmiljøet omkring Grenå virker troværdigt.
Tre hundes nat har været god og sikker krimiunderholdning et par sommerdage. Og jeg syntes det var lækkert at læse noget andet af Egholm hvor underholdningsniveauet er i top uden den efterhånden lidt slidte "kvinde/journalist/politi/opdagerrolle". Og jo, der er kvinder der bidrager i opklaringen men de er knap så klichepræget som jeg oplevede f.eks. Dicte m.fl.

søndag, juli 03, 2011

Svinehunde og Alting har en pris

Lotte og Søren Hammer - Gyldendals forlag 2010

Jeg valgte at lytte de to romaner efter en anbefaling. Og jeg blev bestemt ikke skuffet.

"Svinehunde", første roman om Drabsafdelingen. En gruppe efterforskere under ledelse af Konrad Simonsen skal opklare mordene på fem mænd. De fem mænd er myrdet og hænger nøgne i en gymnastiksal og bliver her fundet af nogle børn.
En ret makaber start på en roman der ikke kun underholder men også prikker til min indre svinehund. Hvem bestemmer.... Hvad må vi - og hvad gør vi rent faktisk når samfundets normer sættes på spidsen. Interessant og tankevækkende.

I efterfølgeren "Alting har en pris" fortsætter arbejdet. Igen er scenen sat med et yderst makabert drab, der hurtigt viser sig ikke at være det eneste morderen har på samvittigheden.

Romanen har en meget traditionel opbygning med et persongalleri omkring en karismatisk og lettere plaget leder. De enkelte personer skildres og udvikler sig gennem begge romanerne.

Men som nævnt valgte jeg, at lytte begge romanerne og det var en fornøjelse. Karsten Pharao er en fantastisk oplæser.

En del har spurgt mig både om hvorfor og hvordan jeg læser på denne måde og svaret er ret enkelt. Jeg lyttelæser for at få en anden oplevelse af litteraturen, for at blive godt underholdt og fordi jeg ikke har tid til at læse alt det jeg gerne vil.

Samtidig når jeg rent faktisk mere når jeg lytter - jeg bruger det når de "kedelige" ting skal fra hånden, oprydning, rengøring osv. Andre mennesker har måske en radio kørende. Jeg vælger en god historie. Jeg bryder mig ikke om at have musik kørende som støjkulisse men nyder en behagelig stemme der læser en god historie for mig. Mange kan helt sikkert huske fornemmelsen når Thomas Winding fortalte historier i børne tv/radio.

Det eneste advarsel er: læs ikke lydbøger lige før du skal sove, det er frygtelig bøvlet, at finde frem eller rettere tilbage til det sted i fortællingen, du var da du faldt i søvn.